"Mere Sang i Klassen" er et udviklingsforløb over 4 måneder målrettet sanglærere i folkeskolen. Det helt specielle ved forløbet er, at deltagerne udover inspiration og introduktion af værktøjer og lignende, får 2 x personlig coaching & sparring til deres undervisning. Forløbet består af 3 moduler, og imellem disse, får sanglærerne besøg af een af underviserne, der overværer en sangtime, og efterfølgende giver såvel en mundtlig som en skriftlig tilbagemelding.
Det kan jo godt være grænseoverskridende på den måde, at invitere en "fremmed" til at overvære sin undervisning, men erfaringerne fra forløbet er, at disse bekymringer i høj grad overskygges af den læring og udvikling, der sker, når man åbner op for meget konkret og personlig feedback, og efterfølgende arbejder målrettet med indsatsområderne.
I løbet af skoleåret 2009/2010 køres forløbet som et "test-forløb", hvor ialt 16 sang- og musiklærer fra Assens og Herning kommuner har ønsket at deltage. Det er vores oplevelse, at der er et stort behov for sang- og musiklærerne rundt omkring i skolerne for at sætte sangen på dagsordenen, og ens egen personlig og faglige udvikling ligeså. Mange af lærerne har ikke fået sangundervisning eller inspiration til sangundervisningen siden seminarietiden, hvilket ofte er for 15-30 år siden. Udtalelserne fra deltagerne tyder således på, at vi med dette tiltag rammer et konkret behov hos lærerne, og vi med den måde udviklingsforløbet er sammensat på virkelig kan støtte udviklingen af sangundervisningen.